Retard on Rampage

2004-07-06T03:53:00.000-07:00

TRÆTHEDSTEGN

En uge på Roskilde Festivalen resulterer uafladeligt i en skæv døgnrytme og søvnunderskud. Og mine gab er blevet så rungende høje, at de efterhånden når en tonart, ikke engang Mariah Carrey kan ramme...

2004-07-05T10:12:00.000-07:00

DEN PERFEKTE MAND

Hvad er det egentlig piger søger i fyre og hvor meget basserer valget af fremtidige partnere, som det jo gør hos nogle, sig fx på ting som social status? Ved ikke, om der er lavet Gallup-undersøgelser på området, men jeg har (senest i min frokostpause) hørt mange kvinder sukke længselsfuldt efter handyr af den sveddryppende og hårdtpumpede bodybuilder-type...

De må åbenbart mene, at Den Perfekte Mand er og bør være dum som en dør. Diskoteks-døren, man som regel finder denne bevogte...

2004-06-19T17:34:00.000-07:00

INSPIRATION TIL MORD

Stephen King, bestselleren der snart må have set enhver klade fra skrivebordskuffen filmatiseret, står bag Secret Window. Den er endnu et spin på hans fiktive alter ego og ynglingsfigur, forfatteren-i-krise. I Kings bøger er den bedste medicin mod skriveblokering mord og lemlæstelse. SW trækker på et af genrens ældste temaer, nemlig at Det Onde ligger gemt bag et skjult vindue i os alle.

Johnny Depp forbliver en interessant skuespiller, fordi han vælger at fylde noget der ligner konventionelle roller med små ejendommelige karaktertræk og fysiske tics, som umuligt har stået i manuskriptet. Men denne langsommelige thriller spiller desværre som et forlænget afsnit af "The Twilight Zone", hvor de få chockeffekter alene skyldes underlægningsmusikken.

PS: Filmen følges på plakaten af skriften, Nogle viduer burde ALDRIG åbnes. Under lanceringen af instruktøren David Koepps forrige film, Stir Of Echos, var slaglinien næsten den samme. Så jeg vil gætte på, at han altså er et indendørsmenneske...

2004-05-11T15:43:00.000-07:00

DET SERVICEMINDEDE LOKUM

De reklamer bliver da også mere og mere fjollede. For tiden sendes én med en talende vaskemaskine, der fortæller om alle sine praktiske fordele. Det er i sig selv tåbeligt nok, men stemmen lyder oven i købet som HAL, den onde computer fra "Rumrejsen 2001". Hvordan det skulle styrke købelysten hos forbrugerne står hen i det uvisse. I en anden reklame (vist nok for toiletrens) er det et wc, som pludselig bliver snaksaglig, hvad ingen mennesker kan finde ønskeligt. Meeeget skræmende.

2004-05-11T08:47:00.000-07:00

FEDT FUND

Nørden i mig får lov at tage ordet et øjeblik: Biblioteket havde kasseret en stor bunke af danmarks sidste større filmtidskrift, Levende Billeder. Sat til salg for næsten ingen penge. Jeg købte nogle årgange fra 90'ernes start. Bladet lukkede desværre netop som min interesse for filmediet så småt var blevet vakt og jeg nåede oprindeligt kun et par numre. Det er interessant at lære om tiden der er gået og filmene, der har været. Nu skal der læses, skal der!

Jeg så Big Fish i går. Den er for Tim Burton atypisk sødladen, men delene (fx hovedpersonens utrolige oplevelser som cirkusartist og siden krigshelt i Korea) egentlig bedre end helheden. Visionerne er originale som altid. Den særlige mørke gotik fra hans tidligere film mangler dog, erstatet af familiehygge i billeder med gyldent skær. Desuden lidt for lang.

2004-05-08T06:38:00.000-07:00

BRYLLUPSFEBER I KONGERIGET

Der er noget i luften. Folk går rundt med drømmende blik i øjene og små indforståede smil på læberne. Er grunden mon vores velfærd eller bare forårsæsonen? Nej, det er en vielse. Efter mange års jordomrejser skulle kronprisen altså finde kærligheden i Australien. Mary hedder hun og man kan ikke lade være med at spekulere over, hvad der mon ligenu foregår bag den unge dames prcelænsydre. Frederik & Mary. De har min fulde velsignelse. Parrets store dag nærmer sig og hele nationen er utålmodigt gået i bryllups-kulder.

Jeg har da heller ikke tænkt mig at lege partypooper og spolere den glædelige begivenhed. Og dog. For jeg venter stadig på, at en lille dreng som i "Kejserens Nye Klæder" uskyldigt træder frem og påpeger dét, man selv længe har haft lyst til...

Forstå mig ret. En ceremoni af denne art vil altid forlange opmærksomhed. De to nyforelskede hovedpersoner ser da rigtigt nok søde ud og fortjener hinanden. Men hvad kommer deres bryllup derudover resten af os ved? Siden bekendtgørelsen i efteråret har medierne minutiøst fulgt forberedelserne og hver aften budt på menigmands personlige lyønskninger fra Strøget eller et andet sted. Kongehuset nyder KRONEDE dage!

I går var der tilmed koncert i Parken, hvor danske musikere hyldede parret, som sad på første række omgivet af politikere og andre embedsmænd. Og der var det i de klip jeg så, sjovt at kunne konstatere to ting: At de royale er akkurat ligeså urytmiske som os dødelige (hold lige lidt igen med fadøllene, Prins Joachim!) og at ham, der i hvert af fald rang skulle være landets kulturminister øjensynligt fandt det mere interessant at tjekke mobilen for sms'er. Flot, Brian...

2004-04-27T13:26:00.000-07:00

JACK BAUERS LORTEDAG

15. time af superagentens dårlige døgn slog det absolut fast, at serien skulle være stoppet efter første sæson. Real time-konceptets muligheder er opbrugte og alt, der engang var hæsblæsende og spændende, trætter nu bare. Det gamle gimick, nemlig tidsfaktoren og urets tikken, bliver faktisk en begrænsning. Du ved på forhånd at den overmenneskelige helt må rede sig igennem timerne, så plottet kan fortsætte. Alligevel stiller manuskriptforfatterne sig tilfredse med gang på gang at kaste ham ud i situationer, man udmærket kender udgangen på:

Jack bedrager sine overordnede, Jack trues med pistol, Jack indleder et dobbeltspil, Jack må gøre modbydelige ting for at bevare sit dække, Jack totureres, Jack trues igen med pistol og venter på klikket...

Ja, og så må seeren afventende holde vejret og se hvad mon sker i næste time...

2004-04-23T01:50:00.000-07:00

HALLØJ I LUFTHAVNEN

Steven Spielberg er åbenbart blevet en anelse mere afslappet med alderen. Eller også trænger han bare til forandring efter de tilbragte historietimer i mudderet med krigens soldaterkammerater. Traileren til instruktørens nyeste film er lige kommet online. Har man bare fulgt lidt med i Tom Hanks karriere siden 80'erne, vil man vide, at fyren tilsyneladende kan spille alt. Desuden ses et glimt af den lille inder, kultfavoritten der indtil nu udelukkende har gæsteoptrådt i Wes Andersons komedier.

Ligner en tidlig kandidat til årets feel good-film.

2004-03-31T15:18:00.000-08:00

FORTÆLLEREN FRA AMERIKA

En glad Grant Lee Phillips spillede her til aften koncert i Vega. Med band som det var blevet annonceret. En mindre overdrivelse, da sangskriveren "kun" havde følge af en kontrabassist og trommeslager. Det lille mandskab var til gengæld også fuldt tilstrækeligt. Trioen rockede rimelig hårdt. Phillips kom på scenen og foreslog at starte ballet med "some new tunes and then work our way back to the antiques". Og det var alt, hvad publikum behøvede at høre...

De bedste sange fra det nye album, "Virginia Creeper" (bl.a den radiovenlige Lilly-a-passion og balladen Mona Lisa), den store mytiske historiefortælling og sædvandlige røverhistorier. Samt en masse favoritter fra de gamle Buffalo-dage. Phillips' gennemtrængende 12-strengs guitar, imponerende register og dirrende følelsesladede vokal, kan nemt give ringen for ørerne. Forstået som en stor cadau. Men både Liv og jeg blev vist begge overmætte til sidst.

ØVRIGE HØJDEPUNKTER: Wish I Knew, Dixie Drugstore, Lone Star Song, The Hook og som toppen, et cover af Grahm Parsons Hickory Wind

2004-03-26T16:53:00.000-08:00

HELTE

Som ung er det vigtigt at have helte. Jeg mener ikke hysterisk idoldyrkelse. Ej heller rollemodeller udi moral & etikette. Snarere mennesker, man kan se og anerkende noget fundamentalt godt i. Hvad enten de så tjener som identifikationspunkter eller lysende inspiratorer. Jeg har som sådan ikke nogle helte. Der er folk, jeg noterer mig og holder øje med. Stærke stemmer i historien og offentligheden. En ting er sikkert: De skal (i min bog) evne, repræsentere og sige et eller andet. Jeg vil kunne danne min egen opfattelse af dem, uafhænigt af trends, hype og popularitet.

T-shirts med afdøde politiske oprørere kan fx nok købe dig credit, men ikke nødvendigvis politisk engagement og indsigtens visdom. Svarer faktisk til at prale med en bog, men så kun have set filmatiseringen. Hvad flere vist tilsyndeladende glemmer.

2004-03-11T11:59:00.000-08:00

MISS JONES

Jeg fik set Bridget Jones Dagbog forleden og må indrømme at den var bedre end forventet. Jeg ikke er så tosset med romatiske komedier, fordi de ofte forsømmer komedie-delen. Endnu mindre begejstret er jeg for historier om storbyens singlepiger med pilfingeren stukket dybt i navlen, så derfor havde jeg bevidst ungået filmen. Men borset fra en pinlig slutscene viste den sig at være tilpas sjov og Renee Zelwegger lignede troværdigt en ganske almindelig kvinde, hun var endda småbuttet og trutmunden var gemt ad vejen. Hendes to rivaliserende bejlere var gode. En Hugh Grant i lømmelhjørnet og Colin Firth som stivstikkeren, der bliver blød om hjertet og langsomt løsner slipseknuden.

Her et alternativt bud på et par nyere seværdige komedier i den romantiske ende:

Keeping The Faith (2000)
Chasing Amy (1997)
Reality Bites (1994)
Singles (1992)

2004-03-11T10:27:00.000-08:00

OPFORDRING

Mere musik: På lørdag stopper Tobias Trier forbi min hjembys spillested. Han er måske lige lovlig afdæmpet sommetider, men skriver morsomt i en næsten barlig naivistisk tone om hverdagen og andet. Altså banalitetens sandheder. Som man især kan fovisse sig om den netop udsendte, Pigen Som Kalder. Desværre har salgstallene for hans forløbige tre plader været alt for beskedne. Så kom til koncerten, drik en dram eller to og støt i det mindste op om manden som livekunstner.

2004-03-11T00:21:00.000-08:00

VERDENS BEDSTE SANG?

Overskriften er en overdrivelse, for det vil altid være en umulig og frem for alt, stærkt individuel opgave at skulle finde den bedste sang i verden. Men pt. er min favorit i hvert fald, Let's Not Shit Ourselves af Bright Eyes, simpelthen fordi det er noget så sjældent som et nummer som synes at rumme alle tænkelige livs aspekter. Og ja, jeg forstår godt at I må læse dette med en hvis vandtro.

Forklaringen herpå? En usammenhængende tekst, hvor sangerens egne oplevelser løst bindes sammen med større temaer. Conor Obst (som han også hedder) fortæller om fejltagelser eller vildfarelser, som livet er så fuldt af for mennesket, og kommer efter 8 minuter frem til en mening med det hele. Derindimellem når han også lige at runde politik, mediekritik, druk, krig & kærliged. Uden at miste pusten. Bagefter føler man sig helt rundtosset. Stemmen er envidere ungdommeligt skråsikker og fandenivoldsk punket. Melodien er medrivende folk-rock.

I omtrent et år har jeg haft nummeret i hovedet, så jeg tror det bliver der længe endnu.

2004-03-09T14:20:00.000-08:00

SER MAN DET...

Læste en artikel om dagligdagen i et dansk fængsel. En pussig oplysning var at man i gården havde hængt et skilt op som forbød sneboldskampe. Jeg ville have troet at der var langt farligere ting at regulere imod og større risiko for grovere former vold end lige denne. Men det er jo egentlig typisk dansk: Det nærmste VI kommer et fangeoprør, vores Attica, er åbenbart vaskere til fangevogterne.

2004-02-29T21:18:00.000-08:00

FEST I TINSELTOWN

Den 76. Oscarudeling blev en forudsigelig affære. Ringenes Herre fejede al konkurrence af banen. En fortjent vinder i betragtning af den filmiske kraftpræstation, den ret beset er. Men de kunne nu godt have spredt hæderen udover de tre år, fremfor at alle nomineringerne klumpede sammen til triologiens sidste film.

Skuepillets priser var også givet på forhånd: Robbins og Zelwegger for Bedste Mandlige og Kvindelige Birolle. Sean Penn vandt for sin emotionelle tour de force i Mystic River og var takketalen ligeså cool som manden selv, tilhørte statuetten Bill Murray. Han forener det det sjove og sørmodige på en fed måde og spiller i Lost In Translation, en rolle, der har mange lighedstræk med figuren i den oversete Rushmore. Denne gang bare alvorligere og lidt bedre. Så det var næsten synd for ham, som han sad dér med synlig skuffelse og store hundeøjne. Til gengæld æredes instruktøren Sofia Coppola for Bedste Manuskript.

Overhovedet var årets Oscarshow et velsmurt maskineri, der forløb uden kontroversielle udtalelser eller overraskelser. Der var jo heller ikke lige nogen aktuel krig - undskyld mig - til at peppe løjerne op. Billy Crystal gjorde comeback som vært og salen elskede ham selvfølgelig. Glemt var hans forfærdelige filmkarriere. Showmanden klarede det okay, men personligt er jeg mere til Steve Martins stilige levering. En mand alene på scenen og nogle tørre punchlines, slår til hver en tid, stepnumre og diverse spoofs

2004-02-25T15:27:00.000-08:00

OPSANG TIL SHYAMALAN

M. Night Shyamalans bud på en science fiction-film, Signs, holder ikke. Hvis han vil gøre sig håb om at lave en film på højde med Den Sjette Sans, må instruktøren fornye fortælleteknikken og tænke i andre baner. I stedet for blindt genbrug af gamle virkemidler.

Ligesom i de to foregående film, bruger han nemlig instrumentalt flashbacket som vigtigt nøgleøjeblik. I en afgørende scene. Det kan fx være en begivenhed stillet i nyt lys, at hovedpersonen indser noget og at åbenbaringen ændrer hele historiens udfald. I "Unbreakable" var det mindet om en bilullykke, David Dunn (spillet af Bruce Willis) kom udfor som ung.

I "Signs" er Mel Gibson enkemanden Graham Hess. Et engang, dybt troende menneske, som har lagt præstekraven på hylden og vendt Gud ryggen efter konen blev kørt ned. Nu passer han sin gård og tager sig af de to børn, han reelt er holdt op med at være far for. En morgen finder sønnen en kæmpe cirkel ude i marken. Og samtidig rapporteres om lignende mønstre verden over. Snart er hele jorden under invasion af rumvæsener.

Filmen igennem drømmer Hess om ulykken og natten, han måtte tage afsked med sin døende kone. For hvert tilbageblik får man lidt mere at se. Hess' afviser på et tidspunkt påstanden om miraklers indtræffen overfor sin bror. Der findes ingen vidundere, ingen Gud. Og han begrunder det med konens sidste ord til ham. De var ikke et budskab fra det hinsidies, men fortalte blot om et minde. Det sidste hendes hjerne huskede, inden hun døde.

Der er naturligvis et formål med denne sekvens og det afsløres til sidst:
1) Kvindens ord kommer nærmest som sendt fra himmelen og hjælper til besejringen af en ond alien.
2) Bliver klægt et bevis om Guds eksistens, så den gode pastor endelig gives sjælefred og genfinder troen på det hellige hverv igen. Halleluja!

Begge dele havde virket langt bedre (og mere spiseligt), hvis ikke nævnte løsning var så ekstremt tynd. Sagt uden at røbe for meget. Se efter og find ud af, hvad jeg mener. Således lover "Signs" gammeldags SF om Kampen For Kloden mod grønne mænd i flyvende tallerkener. Men er i virkeligheden en gudstjeneste i forklædning, som snyder ved ikke at gøre sig det mindste umage for at opfylde det løfte.

2004-02-18T05:48:00.000-08:00

EKSTRATUR TIL MIG, TAK.

Beklager, men det skal siges. Nogen må gøre det. Så jeg synes det er urimeligt, for ikke at sige direkte snyd, at kvindekønnet er i stand til at opnå flertallige orgasmer. Vi kræver for vores del ligestilling her. Hvorfor skal I nyde godt af et turpas, når vi andre sjældent når én enkelt forlystelse?

2004-02-18T04:40:00.000-08:00

SIMPSONS TIL FILMLÆRREDRET

Der har i årevis svirret rygter om at den tegnede berømte familie fra Springfield får deres egen langfilm. Det har aldrig været mere end det eller er i hvert fald ikke blevet til noget. Før nu. Jep, det er officielt . Filmen er under de første forberedelser og seriens skabere, tegneren Matt Greoning og filminstruktøren James L. Brooks (som producerer simpsons), begge involveret. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om nyheden. Overførslen fra tv til film kan gå begge veje. Men serien er efter knap 15 år stadig succesfuld og noget af det mest begavede satire, der er set. Så en god historie pakket med et overflødighedshorn af vittige popkulturelle referencer og flere jokes end i der er i et middelmådigt afsnit, og det kan næppe næppe gå helt galt. Og Mr. Burns er oplagt som filmens onde superskurk.

2004-02-16T15:30:00.000-08:00

BOB'S BONDEGÅRDSFERIE - om Dylans "Nashville Skyline"

Pladeselskabet Columbia genudgiver (for gud må vide hvilken gang) deres Bob Dylan-katalog. De har givet en række af hans plader en kærlig hånd, herunder nyrestauret lyd og luksusindbinding. Jeg har fået fingrene i sangerens country-inspirerede Nashville Skyline (dog ikke så meget at det ødelægger noget), da det var den eneste, jeg følte at mangle. Der hersker delte meninger om den. Nogle regner den for et lille mellemspil i karrieren. Andre bryder sig ikke om den nyfundne stemme, for ham atypisk blid og fredelig, hvor den før var raspende. Så hvorfor lige netop dette valg?

Jo, fordi det er en plade man bliver i godt humør af. Det er ligesom en munter pause fra hans andre sider med henholdsvis præidkende protest-sange og de symbolladede syretrips. Han lovpriser i denne omgang de små glæder og det simple liv. Nu har drivende banalitet altid kendeteget country-genren, når den er skidt. Knoldesparker country, kan vi kalde det. Og en talentfuld sangskriver som selveste Dylan undgår da heller ikke at falde i denne grøft. Men til gengæld får man også "Lay Lady Lay", "Tonight I'll Be Staying Here with You" og især "I Threw It All Away".

Titlerne skulle vist tale for sig selv. I sidstnævnte erklærer Dylan kærligheden for evig og at 'no matter what you think about it, you won't be able to do without it'. Dér er det som om, han kunne lette og svæve til vejrs af lykke. Med erfaringens ord, 'take a tip from one who've tried', som vis konstatering.

2004-02-16T13:55:00.000-08:00

SØD MUSIK

Sådan skal et covernummer skæres. Simpelthen. Et frugtbart møde mellem noget så forskelligt som energisk garagerock og lækker soul... Sunget af en stemme der slet ikke lyder som, men faktisk er, en 16-årig piges! Og må dette i fremtiden blive et skoleeksempel. Et covernummer bør ikke bare være en nyfortolkning, den skal helst (om)skrives som sin helt egen sang og aldrig en bleg kopi.

2004-02-15T09:37:00.000-08:00

DR. SPIN

Lad mig bruge et par linier på at afmystificere spindoktorene og deres rolle. Findes der mere øretæveindbydende folk end disse selvgode fjolser, talende jakkesæt som går rundt og spiller vigtige? De bilder sig måske ind at deres arbejde som lysky bugtalere er meningsfyldt. Men nej. De fungerer sikkert som et menneskeskjold. Ikke for politikerne, men deres bodyguards. En ekstra mand til at tage faldet. Det måske var sådan de blev opfundet. Som et værn for den dovne sikkerhedvagt, der ikke gad smøge ærmerne op for hvilken som helst psykopat, der truede hans klient på livet. Eller risikere en bule i sin fine skudsikre vest. Og så opstod ideen om spindoktoren. Ingen vil jo savne sådan en fyr.

2004-02-14T11:46:00.000-08:00

LÆNGE LEVE BRØDRENE COEN!

Min døgnrytme har været fucked den seneste uges tid, fordi jeg har ligget syg. Så i går nat blev jeg oppe og så The Man Wo Wasn't There fra 2001. Jeg havde ellers lovet mig selv at se den i biografen i sin tid, da brødrene byder på filmoplevelser, jeg nødig går glip af. Der er flere grunde til at så mange af os elsker deres film. Idéoverskudet, den originale plotkunst. Man sidder altid og spørger sig selv, hvordan de dog finder på det. Hver film er strengt stiliseret (både visuelt og dramaturgisk) i henhold til den genre, de kaster sig over. Men de er lidt mere end bare pasticher.

"The Man Who Wasn't There" er ingen undtagelse. Den var længe om at komme rigtig igang, men havde (som altid hos Coen-brødrene) nogle mindeværdige bipersoner. Her Tony Shalhoub, der som amoralsk stjerneadvokat, stjæler alle scenerne. Jeg huskede at have set en sort/hvid trailer, så det var i starten lidt distraherende at den faktisk var i farver. Som til gænlgæld var meget matte...

2004-02-12T19:54:00.000-08:00

CIRKUS KOMMER TIL BYEN

Så er det ved at være den tid, hvor de præsidentkandidaterne er ude og fiske stemmer, mens de efterlader sig et langt spor af farvestrålende konfetti og store løfter. Eller så langt er de faktisk ikke engang nået. Ligenu kæmper en håndfuld Demokrater om retten til at blive den, der tl efteråret skal udfordre Bush. Og valgcirkuset kører øjensynligt for fuld damp derovre.

Jeg er slet ikke inde i processen, men de respektive kandidater rejser rundt til alle vælgerkredsene, hvis stemmer så tilsammen afgør løbet. En fyr ved navn John Kerry fører vist. Hvem der er i sidste ende stiller op som konkurrent til den siddende præsident, interesserer mig ikke. Men jeg har nu set Kerry på tv et par gange og hans øjne sidder så abnormalt tæt ved brynene, at det ser ud som han blunder. Særligt når han skal være alvorlig. Bliver det Amerikas nye ansigt? Det er selvfølgelig vigtigt at holde hovedet koldt under pres og krisesituationer, men helt SÅ afslappet, skal man nok ikke være.

Hvis jeg var ham, ville jeg bruge det til min egen fordel og morskab. Sidde til topmøde med regeringsledere, holde "natmasken" og så iskoldt sige: "Undskyld, jeg døsede lige hen et øjeblik - prøv lige at gentage det om fredsplanen igen. Hvem sagde noget om en aids-kur?". Og bare blive ved sådan. Eller tvinge mine ministre til at gå rundt i ring og synge "Bjørnen sover", og den jeg så forskrækkede, fik en fyreseddel.

Okay, jeg ville stinke som præsident. Hvis der fandtes et embede som spasminister, derimod...

2004-02-12T10:06:00.000-08:00

DEFINATIONEN AF EN STODDER

I april er det tyve år siden at rejsekongen Simon Spies døde. Denne dybt exentriske mand med det store skæg, den karakteriske stemme, de mange eskapader og dekandente livsstil. Spies var vel hvad man kan kalde Den Oprindelige Stodder, længe før rapperne kom og tog monopol på udtrykket...

Og fra en kulturpersonlighed til en anden: Østre Gasværk har i morgen præmiere på et teaterstykke om manden. Med den allestedsnærværende Anders Matthesen som Spies. Anmeldernes dom lader stadig vente på sig, men jeg er villig til at sætte mine penge på, at hovedrolleindehaveren nok skal gøre det godt. Intet under at han har opnået så massiv popularitet, for Matthesen hører til en af de mest produktive og hårdtarbejdende komikere herhjemme, fast besluttet på, aldrig at gro fast og gentage sig selv. Han ligner faktisk en mand, som slider sig selv op. Og så er det (som en af de eneste) lykkes ham at indarbejde meta-joken, altså dér hvor komikeren leger med genrens spilleregler ved fx et kort øjeblik at træde udenfor sin optræden og kommentere den.

2004-02-05T02:37:00.000-08:00

DE TRE MAGISKE ORD - og det svære ved at få dem sagt...

Jeg overhørte forleden noget som gjorde indtryk. Var på vej ind til byen og passerede to meget unge piger, som de skulle skilles. "Jeg elsker dig", sagde den ene og gav hende et klem. "Elsker også dig", sagde den anden. Det jeg hæftede mig ved, var den måde, de sagde det på. På sådan en vi-ses-igen-imorgen-agtig måde. De to veninder lignede med andre ord ikke ligefrem nogle, der skulle være adskilt i mere, end højst et par timer. Om lidt ville den ene sikkert tage med bussen og så sende en sms med samme budskab eller måske blot en 'Qnuzzer' (som et kram hedder i dag) - og når hun så senere kom hjem ville de snakke i telefon og fortælle hinanden det engang til...

Jeg vil nødig kalde det overfladisk. Måske mente de det faktisk. Det var jo egentlig meget rørende. Og så samtidig som taget ud af en vammel, sirups sød amerikansk film. Når det bare slynges ud mister det rent sin mening, i farezonen for at blive en klam og tom proklamation. Ikke så meget andet.

Fyre har svært nok ved at fremstamme dem for jer kvinder. Og ingen hetro-fyre vil (officielt) gribes i at ytre disse tre ord overfor hinanden - medmindre man samtidig er typen, som dyrker nøgenbrydning og regressionsterapi med Carl Mar Møller... Og skulle det endelig ske, findes der formentlig få formildende omstændigheder:

(Plus en guide til hvordan I machoer kommer hurtigst muligt igennem krisen)

1. Det er sent om aften eller tidligt på morgen
2. Man er stangstiv
3. Kærlighedserklæringen følges prompte op af en kammeratlig "lammer" eller andre hårde slag - vælg selv.. Dog ikke et dask; anses det i gruppen for "fimset", kan det nemlig afføde HELT nye problemer for afsenderen. (Se eventuelt den suplerende piece "Min Homie er Homo!", gutter)

Kønnene har forskellige forhold til sådanne følelsesmæssige tilkendegivelser. Her ses det værste hos begge parter. Den overstrømmende, men tomme slags hos førstnævte og den hæmmede, berøringsængstelige, hos sidstnævnte. Og hvor står jeg så selv i sagen?... Et rimeligt spørgsmål.

Jeg ved såmænd kun at det bør BETYDE noget, når en beslutter sig for at sige det til nogen.

2004-02-03T14:46:00.000-08:00

TILFÆLDIGT MØDE

Jeg var inde og se "Lost In Translation" for nylig. Den havde jeg set frem til i et halvt år, men forventede hverken en dansk distributionsaftale eller alle de prisnomineringer. Anmelderne kaldte, noget misvisende, filmen for en fornyelse af den romantiske komedie, som vi kender den. Dem der ser den, i den tro at det er en masse vanvittige forviklinger, hvor hovedpersonerne først må komme rigtigt galt af sted, før de kan få hinanden i enden med med et stort romantisk pay-off, vil blive slemt skuffede. Det er en ordknap film med mild humor, vekslende mellem det underspillede og det karikerede, der ikke så meget drives frem af en egentlig handling, som en stemning. Og hvor er det rart at se et ellers typisk filmpar, den midaldrende mand & den unge skønhed i et forhold som på intet tidspunkt munder ud i noget seksuelt. Og et par der rent faktisk har kemi.

"Lost In Translation" er ikke det mesterværk som flere har påstået, men en god fim. Bill Murray har før demonstreret at han er mere end bare komiker. Denne gang må folk få øjnene op!

BALLADEN OM JACKO

I et interview med nyhedsmagasinet "60 Minutes", svor en krænket og pædofili-anklaget Michael Jackson at han aldrig igen ville bo på sin ranch i Neverland, efter politiet havde ransaget stedet for bevismateriale... Selvfølgelig ikke. Enhver forhærdet kriminel vil jo fortælle ham, at man ALDRIG skal vende tilbage til gerningsstedet.

Ifølge mine oplysninger, var det eneste politiet lod stå urørt, Jacksons private lagerrum med uafsatte eksemplarer af hans sidste plade. Dem ville de ikke engang i nærheden af - ligesom pladekøberne i sin tid, faktisk.

2004-02-02T15:52:00.000-08:00

FOLLOW THE EXITS

Det er højst tvivlsomt, hvor længe du gider hænge ud her. Prøv en af disse udveje, links der alle er et besøg værd:

Haloscan
Pop Matters

FILM
Hollywoods skræk
Nettets største film-søgebase
Det rådne anmelder-barometer

MUSIK
Elliott Smith
Wilco
Det ultimative opslagsværk
Californisk radiostation med stort arkiv

KOMIKERE
"Action Transvestite"
Morsom messias

INSTRUKTØRER
Fantasten
Det unge håb
Provokatøren

2004-02-01T08:42:00.000-08:00

MR. SEXSYMBOL

Du skal enten have indspillet et par blockbusters, lave en bunke hit-singler eller være på ungdomsbladenes forsider, før du bliver betragtet som sexsymbol. Berømmelse er åbenbart et nødvendigt kriterium. Hvorfor nu det, spørger jeg. Hvad så med de andre, de ganske almindelige mænd, anonymitetens sexsymboler? Os hører man aldrig om.

Robbie Willams kan smide kludene og kvinderne jubler stønende. Så poserer han jo bare, hedder det. Smider vi tøjet, anklager de os for sædelighedsforbrydelser. Det må sikkert være vores incocnito-status, som narrer dem. Folk kalder mig eksempelvis ofte grim, en fornærmelse mod deres åsyn. Men dertil vælger jeg at se på mig selv som et sexsymbol, der nægter at "sælge ud". Nogle vil selvfølgelig fastholde at jeg stadig bare er grim.

En eller anden dag må de løbe tør for fotogene kendisser, for pokker. Da vil jeg stå parat med hånden rakt i vejret og vente.... Og vente... vente.

2004-02-01T04:31:00.000-08:00

KULTURKAMP TIL AFTENKAFFEN - om kritikken af "Krøniken".

DR's store satsning (som efter seertallene at dømme har givet mere end pote), møder allerede kritik for sin historieskildring. Nogle mener at den behandler efterkrigstidens socialdemokrater fordelagtigt og spytter på overklassen. Der bliver sågar snakket om at dette kan få stor inflydelse, når krydsene skal sættes ved næste valg.

Nuvel, jeg ved ikke så meget om politik. Min kritik ville ligge at helt andet stede. I spørgsmålet om seriens æstetik og autencitet. Men for det første synes jeg det er latterligt, at man efter bare fire afsnit politiserer, hvad der for de fleste er hyggelig søndagsunderholdning. Og for det andet, så groft undervuderer vores evne til at tænke selv. Som om socialdemokratisk tankegang hver søndag, skulle sive ud gennem tv-apparaterne og hjernevaske os. Jeg tror desuden at danskerne, på mange punkter, har svært ved overhovedet at se stor forskel på liberal og socialdemokratisk politik.

Men så er der til gengæld andre småting i "Krøniken", som klinger falsk: Det underlige og mistænkeligt tætte forhold mellem søskendeparret Søs og Erik, tilsigtet eller ej. Den episk sovsende underlægningsmusik, der hele tiden skal minde os om, at det her er bred historiefortælling. Men det kan vel retfærdigvis heller ikke være anderledes i sådan en serie. Og endelig, nogle enkelte anerkronistiske replikker som fx "Det må du selv ligge og rode med", hvilket man næppe gik rundt og sagde i 50' erne.

Men altså alt i alt, en udmærket serie. Med forfriskende, nye ansigter i store roller.

2004-01-28T10:37:00.000-08:00

DEN STORE KALORIE-KONSPIRATION

Fedme har for længst lagt sig i spidsen for vestens største og mest livsfarlige sundhedstrusler. I USA er næsten 40 procent af befolkningen overvægtig. Ungdommen mærker også problemet, hvert tredie barn er for tyk. Jeg synes selvfølgelig det synd, at nogle mennesker ikke kan holde op med at spise og bare hele tiden må have mere. Men istedet for at stoppe misbruget eller i hvert fald få en slags hjælp, sagsøger mange af dem diverse fastfoodkæder for "fysisk og psykisk overlast"...

Helt ærligt, flæske. Vær lidt realistisk. Hvis du i forvejen bruger pomfritsovs som personligt mundskyl og dagligt har din faste plads i kø på grilbaren, så er en bred røv og slaskende vom, altså ikke det eneste du bærer rundt på. Nej, også en stor del af skylden! Og så nytter det ligesom ikke så meget at klynke, hævde sig offer for en kalorie-konspiration og så ellers stille erstatningskrav.

Det var netop en af denne slags retsager, der inspirerede en vis Morgan Spurlock til sin dokumentarfilm, "Supersize Me". Den havde præmiere på filmfestivalen Sundance i sidste uge og vandt oven i købet en pris. Spurlock ville undersøge amerikanernes mad-besættelse og levede i en måned, udelukkende leve af junkfood. Spurlock underlagde sig forinden nogle få regler. Fx skulle han mindst én gang bestille et helt menukort!

På filmens hjemmeside kan man se mere om projektet og læse instruktørens dagbog fra det månedlange ædegilde. Lyder som en sjov og anderledes film.

2004-01-27T14:07:00.000-08:00

Vi skulle i efteråret skrive en lille opgave om vores barndomsland, i skolen. Og skal det ligge og flyde (noget mit skolearbejde gerne gør), kan det vel ligeså godt være her. Dette var mit bud.

BETONJUNGLEN, JEG KALDER HJEM

Jeg bor i det tætteste Herlev kommer på en ghetto. En multietnisk smeltekedel under områdenummeret 44. Kommunens indvandrere holder, for en stor del, til her. Og selvom der sommetider går skrækhistorier om vores mørklødede naboer, er de fredeligere end rygtet. Jovist, der er da dem der gør sit bedste for at leve op til de værste fordomme, men deres påtagede machoattitude og hårde tone virker ligeså uægte som guldkæderne, de bærer om halsen. Paradoksalt nok, har vi ingen døgnkiosker i området. Et lille stykke fra mit hjem, ligger to supermarkeder, apoteket, bodegaen, pizzeriaet og et mindre bibliotek. Engang var der en skurvogn til drankerne som der også er flere af. De forretningsdrivende brød sig vist ikke om at de stod og hang udenfor butikken med glammende køtere og ølkasser. Så man bevilgede dem dette tilholdssted på en nærliggende græsplæne. Og dér sad de året rundt, uanset klima og vejrforhold. Kørte man forbi og kunne se støvskyer og tænder der fløj til alle sider, gav det næsten forårsfornemmelser. Det var et stensikkert tegn på lune dage og varme årstider, når alkoholikerne trak udenfor til en rask omgang blodsport. Men så brændte de sgu skurvognen af og gentog nummeret, indtil de ikke fik flere. Og siden er de blevet lidt mindre synlige.

Hjemme ved mig plejede der at være en boldbane. Den var i flere år så dejligt livgivende for kvarteret. Børnene nød den virkelig og brugte den meget. Men så bestemte nogle af vores naboer, faktisk en lille minoritet af sølle småborgere med indflydelse, at den skulle fjernes. Boldspillet larmede, slog mod banernes træværk og de ville have ro. De havde selv grundlagt den til deres børn, som i mellemtiden var blevet forkælede teenagere, og der var åbenbart ingen grund til at kommende generationer skulle få glæde af den. Hykleri på højeste plan. Sådan er det desværre herude og mange andre steder. Nu er der kun et stykke asfalt.

Der er altså ikke meget af mit gamle barndomsland tilbage. Det barndomsland som udgjorde min verden og virkede så stort. Verden bliver mindre, svinder ind og vi bliver større. Vi mister alle noget af os selv, jo ældre vi bliver. Den fantastiske evne til at gøre det hverdagsagtige, eventyrligt. I hvert fald har børnenes fantasi fået bedre vilkår siden min tid, for mange af ”tilbudene” er væk i dag.
Og mig? Jeg bor her bare. Men hellere her, sammen med en masse nationaliteter og farverige originaler, end på en øde villavej.

2004-01-26T19:16:00.000-08:00

HVOR ER DU, VIGGA?

Og sørme om ikke jeg bliver ved tv'et: DR2 begynder vistnok fra på onsdag et nyt musikprogram for voksne. Og det har manglet. Er så vidt jeg ved, ikke set siden "Okay Tone" lukkede & slukkede for en 4-5 år siden. Det blev bestyret af den meget specielle Vigga Svensson (nu Zulus faste postergirl og speaker), der fortalte om tidens toner, med hvad der lød som en valium-beroliget stemme og ansigtet stukket helt op i linsen, så studiet blev meget mindre. Hun lignede en fange i en celle som lurede ud på os gennem sit overvågningkamera. Meget særpræget, nu jeg tænker over det.

Nå, men imellemtiden overtog det "hippe", interaktive musikprogram så (al a MTV-varianten), først med "Puls" og så med det forfærdelige "Boogie". Alle med værter som desværre ikke virker alt for begavede, og som måske i et forsøg på at skjule det, taler en masse om ingenting, lukker varm luft ud og øjensynligt har vanskeligt ved at tale dansk. Dette er Topstylet Tv for zapperbørn. Og meget uinteressant.

Men søndagens program skulle, ligesom "Okay Tone", fokusere på et bestemt emne hver gang. Enten portrætter eller større temaer. Et af de første temaer handler (tror jeg nok) om de af vore kunstnere, som synger på dansk. I et andet fortæller Thomas Helmig (!) om sit forhold til Bob Dylan... Man kan altså vente sig noget helt andet end eftermiddagenes legestue i Boogie. Og tak for det.

2004-01-26T15:31:00.000-08:00

2004-01-26T14:22:00.000-08:00

Opfølgning: NBC har faktisk erhvervet sig rettighederne til "The Office". Der er al mulig grund til at frygte sig det værste.
For det første, er det svært at forestille sig nogen anden end Ricky Gervais som David Brent. Han spiller ikke kun denne rolle, men har også skrevet og instrueret serien. Den er ligesom hans creation. Og for det andet, skulle man tro, at alt om det særlige amerikanske job-helvede var sagt i den satiriske "Dilbert"-stribe.

Sidst amerikanerne forsøgte sig med et remake af den slags, var efter den glimrende "Coupling" (herhjemme i sin tid sendt på DR2). I USA førte de genindspilningen frem som en fræk og mere vovet udgave af "Friends". Serien overlevede ikke én sæson.

2004-01-26T13:07:00.000-08:00

HØRT PÅ KONTORET - Om Ricky Gervais & Stephen Merchants "The Office"...

Hvorfor er det lige at TV2 og søsterkanalen Zulu insisterer på at rykke deres bedste tilbud (og nej, der er ikke mange) til de seneste sendetidspunkter? Så de kan vise Thomas Urskov lalle rundt på ski i alperne?

De skulle reservere bare lidt prime time-tid til den fremragende sitcom "The Office", om hverdagen på en lille arbejdsplads i en grå engelsk forstad. Komedieserien er lavet som en doku-soap, der med allestedsnærverende kameraer følger de ansatte og deres chef, David Brent. Han er en helt igennem inkompetent, vattet og smålig figur, som tillægger sig selv lederegenskaber han så åbenlyst ikke besidder. Brent roder sig ud den ene pinlige situation efter den anden og jo mere han prøver at redde ansigt, jo værre bliver det.

Og sådan er det med de fleste personer på kontoret: Det hele er så hylende (tragi)komisk at man snart under de små mennesker, bare én lille sejr. En serie fuld af akavede øjeblikke, pinlige pauser og situationer. Varmt anbefalet til dem der kan holde sig vågne til søndagnat.

2004-01-26T12:56:00.000-08:00

... Hmm, det er måske på sin plads at fortælle lidt om stedet her, dette Internettets svar på en skummel blindgyde eller alternativt, måske bare en røvsyg rasteplads for folk på vej videre til andre destinationer i cyberspace. Men nu da du alligevel er her, så prøv at få det bedste ud af det. Se det som lidt well spent tidsfordriv. Eller noget...

2004-01-26T12:02:00.000-08:00

Jep, så er min nye hjemmeside flyveklar. Siden tidligere kendt som Minutmord - nu genopstået under nyt navn i det mere brugervenlige Blogger-system. Uhm, lækkert. Jeg skal vist lige lege lidt med det. Lad os se hvor mange indlæg det bliver til.

Indtil da, Hold Jer Muntre - hvem end i er...